Der ligger et stort potentiale i at kommunikere om jeres CSR-aktiviteter både eksternt til omverdenen og internt til medarbejdere. Et første skridt på vejen er at bestemme, hvorfor jeres virksomhed skal kommunikere om disse aktiviteter. Det vil sige, at I skal bestemme hvad det overordnede formål med kommunikationen er. Dernæst skal der kortlægges en strategi for jeres CSR-kommunikation.
At formidle ansvarlighed kan være en udfordring, og derfor er det vigtigt, at de strategiske overvejelser bag kommunikationen er klare. Vigtigst er naturligvis, at de holdninger og værdier om ansvarlighed som kommunikeres også bliver efterlevet i praksis. Ellers svækker det blot den troværdighed, som kommunikationsstrategien har til opgave at styrke. Ikke mindst kan det være et brud på Markedsføringslovens krav om oplysningers korrekthed, hvis jeres virksomhed fortæller én ting, men gør noget andet i praksis. For Markedsføringslovens hovedprincipper klik her.
Den primære opgave for jeres virksomhed bliver hermed at skabe troværdig CSR-kommunikation, samt at få kommunikationsstrategien til at hænge bedst muligt sammen med jeres CSR-aktiviteter og jeres kerneforretning.
Karakteren og mængden af CSR-kommunikation skal dog overvejes grundigt, inden en strategi udarbejdes. I skal som virksomhed være klar over, at ikke alle interessentgrupper reagerer ensidigt positivt på, at en virksomhed fortæller vidt og bredt, om alle de ansvarlige ting, den gør. CSR-kommunikation der kan gøre nogle interessenter mistænksomme; prøver virksomheden at skjule noget, siden den føler sig nødsaget til at kommunikere om, hvor ansvarlig den er? Ved for mange informationer kan nogle interessenter miste interessen.
Det er derfor meget vigtigt at kende sine interessenter grundigt for at kunne forstå, hvordan de ser på virksomheden og hvordan de foretrækker at blive kommunikeret til og med.
Vil de for eksempel hellere selv aktivt lede efter informationer på virksomhedens hjemmeside eller foretrækker de at få CSR-informationer serveret i form af CSR-kampagner i eksterne medier? Vil de kræve en tovejs dialog med jeres virksomhed, hvor de også forventer, at I rykker jer som reaktion på deres input, eller er de tilfredse med at blive informeret om hvordan det løbende går med at opfylde de ikke-finansielle målsætninger?
Man skal være opmærksom på, at for megen fokus på kommunikation af din virksomheds ansvarlighed kan give bagslag. Det kan betyde, at jeres interessenter vælger at overhøre budskabet, fordi det kommunikeres så meget, at de ikke længere tror på det eller orker at sætte sig ind i det. Eller det kan betyde, at visse interessentgrupper bliver mistænksomme eller direkte kritiske over for jeres virksomheds CSR-arbejde.
Troværdig CSR-kommunikation, hvor jeres virksomhed kan stå inde for, at den faktisk gør alt, hvad den siger den gør, er derfor helt nødvendigt.
Mange virksomheder der begynder at kommunikere om deres CSR-aktiviteter gør det ubevidst og har derfor ikke gjort sig grundige overvejelser omkring, hvad formålet med kommunikationsindsatsen er. Andre gange gør virksomhederne overvejelser omkring formålet, men formår ikke at formalisere eller nedskrive en kommunikationsstrategi.