• Share
  • PrintPrint




Om værktøjet

KommunikationsKompasset er udarbejdet af Center for Corporate Social Responsibility ved Copenhagen Business School (cbsCSR), med støtte fra Kraks Fond og det tidligere Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (nu Erhvervsstyrelsen).

Baggrund

KommunikationsKompasset er udsprunget af et forskningsprojekt på cbsCSR, der har haft til formål at undersøge, hvordan danske virksomheder bedre kan kommunikere deres samfundsansvar.

Projektet blev formuleret i december 2008 som en reaktion på, at den daværende regering i maj 2008 lancerede en handlingsplan for at fremme virksomheders samfundsansvar. Her blev det fremhævet, at virksomheders evne til at tage samfundsansvar nationalt og internationalt har fået stigende betydning for deres forretningsmæssige succes. For at fremme denne udvikling er det fra 2009 blevet lovpligtigt for de 1.100 største danske virksomheder at rapportere deres samfundsansvarlige tiltag. En stor del af disse 1.100 virksomheder rapporterer imidlertid ikke på deres CSR-indsats, og det afspejler situationen blandt størstedelen af danske virksomheder. På trods af øget fokus på ansvarlighed og igangsættelse af flere CSR-aktiviteter, fortælles der kun i begrænset omfang om denne indsats til omverden.

På denne baggrund er KommunikationsKompasset udarbejdet som et værktøj, der henvender sig til danske virksomheder, som arbejder med ansvarlighed og som ønsker at blive bedre til at kommunikere om deres indsats til omverdenen. 

Om parterne bag KommunikationsKompasset

  

   Copenhagen Business School (Handelshøjskolen) - CBS Center for Corporate Social Responsibility

CBS Center for Corporate Social Responsibility (cbsCSR) har siden 2002 eksisteret som et forskningscenter på Copenhagen Business School under Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse. Centerets fokus er forskning i CSR og forretningsmæssig bæredygtighed på tværs af discipliner. Centeret forsker bredt i organisationers arbejde med etik, miljø og samfundsansvar og samarbejder aktivt med danske og internationale virksomheder og organisationer, myndigheder og øvrige forskningsinstitutioner. Centeret er desuden CBS’ ankerpunkt for undervisning i CSR-relaterede emner på bachelor og kandidatniveau.

  

   Kraks Fond

Kraks Fond blev stiftet 27. januar 1922 af udgiveren af Kraks Vejviser, Ove Krak (1862 - 1923), i henhold til testamentariske bestemmelser og fondens ejer fra 1924 Kraks Forlag A/S. Fonden har blandt andet til formål at gavne og støtte personer, institutioner eller foretagender, der - hvad enten de lever eller virker i Danmark eller udlandet - i deres virksomhed efter bestyrelsens skøn virker til bedste for dansk handel og industri.

   Erhvervsstyrrelsen

Erhvervsstyrelsen arbejder for at skabe bedre erhvervsvilkår i Danmark. Erhvervsstyrelsens Center for Samfundsansvar (CenSa) har bl.a. til formål at udbrede kendskabet til samfundsansvar blandt danske virksomheder. CenSa koordinerer statens indsats i forbindelse med udmøntningen af regeringens handlingsplan for virksomheders samfundsansvar. Herudover udvikler og formidler centeret værktøjer og viden til virksomheder og andre interessenter på CSR-området.

Om samfundsansvar

Virksomheders samfundsansvar – eller Corporate Social Responsibility (CSR) – er et internationalt fænomen, hvor virksomheder tager sociale og miljømæssige hensyn. Når indsatsen hænger sammen med forretningen, kan samfundsansvar skabe værdi for virksomheden.